Jeg har altid være en umådeligt klodset person. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange iPhones jeg har ødelagt, ved at tabe dem eller gå ind i hjørnet på et bord. Det giver slet ikke nogen mening: det er som om min krop konstant er fuld, og slingrer tilfældigt fra side til side. Det værste er, at min krop ikke engang ser ud til at lære noget af disse uheld: jeg begynder ikke at gå mere forsigtigt eller noget. Jeg er ligeså klodset som jeg altid har været.
For det meste gør min klodsethed ikke alt for meget. Det er stadig dårlige oplevelser, men de er ikke ødelæggende for mit liv, og fører ikke alt for store økonomiske omkostninger med sig. Det er mest bare små irritationsmomenter. Men det er virkelig noget der bygger sig op. Én ting var hvis man bare var uheldig, men jeg ved at det er min egen skyld: at det er fordi jeg er klodset. Så hver gang jeg taber tasken eller spilder cola i computeren, så hader jeg mig selv i et kort øjeblik. Det er så ufatteligt irriterende. Det hjælper heller ikke, at folk omkring mig selvfølgelig også har lagt mærke til hvor klodset jeg er. De kommenterer ofte på det, og griner af det, når det går ud over mig selv. Men de bliver selvfølgeligt også sure eller skuffede, når det er noget der går ud over dem.
For nyligt havde jeg dog en klodset oplevelse, som fik mig til at sætte mig ned, og lægge en strategi for at komme over det her problem. Jeg sad en sen nat og arbejdede på en opgave, der skulle leveres tidligt den næste morgen. Pludseligt bippede computeren, og sagde den var ved at løbe tør for strøm. Åh nej! Selvfølgelig lå laderen derhjemme, og der var ikke nogen ekstra ladere der passede på kontoret. Så jeg lukkede skærmen i, og tog computeren under armen. Jeg gik hen imod min bil, så jeg kunne køre hjem og arbejde videre der. Men da jeg begyndte at grave efter bilnøglerne i min lomme, mistede jeg et kort sekund grebet min arm havde på min computer, og den fyrede direkte ned i asfalten. Jeg frøs for et sekund: det her måtte bare ikke ske! Jeg kunne se dybe ridser i hjørnet på computeren, og der kørte en lang linje hen over skærmen.
Jeg var heldig den dag. På trods af min klodsethed, startede computeren stadig op, og jeg kunne færdiggøre mit arbejde. Men det første jeg gjorde den næste dag var, at købe en Samsonite computertaske, og et stærkt cover til min mobiltelefon. Det her kunne være endt helt galt, og hvis jeg ikke kan stoppe med at være klodset, så må jeg mindske skaden min klodsethed kan forvolde. Så det er jeg begyndt på nu: hver gang jeg laver rav i den, så bruger jeg et par minutter på at se, om der findes en løsning der kan minimere skaden, hvis jeg gør noget lignende i fremtiden.
